Nielsen-assist, Islanders-sejr og målfest

Frans Nielsen stod for en enkelt assist, da New York Islanders i nat var ude i et regulært drama mod Dallas Stars. Islanders vandt 6-5 over ligaens for øjeblikket pointstærkeste mandskab, og tog dermed en flot skalp i kampen om pladserne i slutspillet.

Nielsen spillede 18 minutter, heraf hele syv minutter i over- og undertal i en kamp, der blev præget af en kontroversiel situation. Jason Demers fik en fem minutters straf for en tackling på Cal Clutterbuck, der først skøjtede ud med mistanke om hjernerystelse, men senere kom tilbage og scorede to gange. Det var man ikke helt tilfreds med i Dallas-lejren.

– Fyren (Cal Clutterbuck) har tendens og en historik i forhold til at filme. Jeg kiggede på situationen, og der var ikke nogen albue fra Demers. Han gjorde faktisk intet ulovligt, sagde Dallas-coach Lindy Ruff efter kampen ifølge nhl.com.

Islanders scorede en enkelt gang i fem minutters overtal.

Se højdepunkterne fra kampen her: