Gentofte: Forhåbentlig vender det fredag

Foto: Jan Korsgaard

Lige bortset fra, at Gentofte Stars slår Herlev i de vigtige bundopgør, så er det en hård tid for Karsten Arvidsens mandskab for øjeblikket. Aalborg Pirates nærmer sig heftigt bagfra, og siden 16. november har Gentofte ikke fået point mod andre mandskaber end Herlev.

I går blev det til et næsten hjerteskærende nederlag i slutsekunderne i kampen i Esbjerg – et godt billede på, at marginalerne ikke spiller med Stars for øjeblikket.

Gentofte-backen Nicklas Hansen oplevede det ærgerlige nederlag på nærmeste hold, men hvad skete der egentlig omkring vestjydernes 4-3-mål:

– Esbjerg fik et naturligt pres mod slutningen af kampen, og udvisningen tre minutter før tid hjalp dem selvfølgelig den vej. Vi tabte en puck omkring blå linje i det sidste minut, de fangede os uorganiseret og fik lov at score til 4-3. Vi fortjente faktisk en bedre skæbne i dag, skabte rigelig med chancer, men gav måske lidt for meget væk i defensiven, lyder det fra Nicklas Hansen.

– Men jeg fornemmer trods alt, at vi er på rette vej. I begyndelsen af sæsonen hoppede alting vores vej, og derefter havde vi en periode, hvor vores defensiv ikke fungerede. Det har vi styr på, men lige nu mangler vi lige, at det bliver stolpe ind kontra stolpe ud. Det tager på selvtilliden med alle de nederlag, men forhåbentlig vender det allerede på fredag mod Rungsted, tilføjer han.

 

 

I har fået Cody Kunyk tilbage på holdet. Hvad betyder det for jer?

– Han er dygtig spiller, og vel en af de absolut bedste i ligaen. Klart, han betyder en del, og jeg er sikker på, at hans tilstedeværelse nok skal hjælpe os på rette vej.

– For os alle gælder det om at være skarpere på alle parametre. For mit eget vedkommende har det været op og ned i sæsonen, men jeg føler og fornemmer, at jeg sammen med holdet er på vej til at finde formen og komme på rette vej frem mod slutspillet, lyder det fra Gentofte-backen.