Nick Olesen matchvinder: Den sejr havde vi virkelig brug for

Foto: Jan Korsgaard

Endelig. Danskerklubben IK Pantern vandt igen i aften – efter at have været uden trepoints-sejr i Allsvenskan siden begyndelsen af året. 

Faceoff.dk var til stede på det gamle Isstadion i Malmö og så en i perioder lidt nervøs kamp mellem hjemmeholdet og gæsterne fra Karlskrona, der rykkede ned fra SHL efter sidste sæson. 

Det var på mange måder en speciel oplevelse at være til stede på det gamle isstadion i Malmö, der for nogle år siden blev renoveret i forbindelse med Junior 20-VM i 2013/14-sæsonen, der blev afviklet i den skånske by. Lige nu tæller den stadig meget traditionsrige og fine hal 4700 pladser og man sidder både fornemt og ganske lunt på lægterne. 

Når IK Pantern spiller hjemme, er der sjældent mange mennesker til at fylde pladserne. Denne mandag var 358 mødt frem, heraf vel nok 50 gæstesupportere, der havde taget turen godt to og en halv time sydpå. 

Det er i den kulisse, at fire danske landsholdsaktuelle spillere skøjter rundt i denne sæson. Matias Lassen, Oliver Larsen og Malte Setkov i backlinjen og Nick Olesen som forward. 

I aften fik Matias Lassen mest istid af alle på Pantern-mandskabet, men det var Olesen, der stjal billedet som hjemmeholdets matchvinder. 

Danskeren assisterede på 1-0-målet og satte selv 2-0-scoringen, da han udnyttede et hårdt Pantern-pres til at slynge pucken op i kassen til 2-0 for hjemmeholdet, der tog et vigtigt skridt væk fra den streg, der betyder kvalserie til næste sæsons Allsvenskan. 

– Vi havde virkelig brug for de point, så vi kan komme væk fra den streg. Dejlig aften og god kamp. Vores kæde spiller godt sammen, og det har vi gjort hele sæsonen, konstaterede Nick Olesen efter kampen. 

Trods de lidt paradoksale omgivelser, hvis man sammenligner med samtlige andre klubber i Allsvenskan, lever Nick Olesen et fint hockeyliv i den lille Malmö-klub.

– Det kan godt være, at klubben er lille og der ikke er så mange tilskuere, men alt rundt omkring er rigtig professionelt. Vi har et fint omklædningsrum og træningscenter i forbindelse med omklædningsrummet, så alt spiller som det skal, siger Olesen. 

– Selvfølgelig vil det være sjovere at spille for flere mennesker på hjemmebane, men man vænner sig til det. Man tænker ikke så meget over det, når man først kommer i gang, konstaterede en sveddryppede Olesen, der nu er oppe på 30 point i 39 kampe og lige nøjagtig sniger sig ind i pointligaens top 20 i Allsvenskan. 

Med sejren mandag aften er IK Pantern fem point foran Almtuna og Stefan Lassen, der foreløbig er det hold, som Olesen og hans danske makkere skal holde bag sig, hvis de vil undgå “negativ-kvalifikationen”, hvor de to nederste Allsvenskan møder fire Division I-klubber. 

Mere IK Pantern-stof og danskersnak de kommende dage her på Faceoff.dk

Foto: Jan Korsgaard