Ni spillertrupper bakker nu åbent op om kontraktudvalg

Foto: Jan Korsgaard

Ni ud af 10 klubbers spillertrupper i Metal Ligaen har nu undsagt sig det krav om omgående overenskomst, som DEF-Sport mandag sendte til Ligaforeningen. Sent i aftes kom der ligeledes pressemeddelelser fra først Gentofte og siden Rødovre og Odense.

Kun Herlev har således ikke erklæret støtte til det arbejde, som er sat i gang via kontraktudvalget. Gentofte Stars-truppen var repræsenteret via Christoffer Eskerod.

– Jeg tror, at vi alle i sporten håber på, at der snart kommer ro på den overophedede debat, der kører i medierne. Dansk ishockey har bragt sig op blandt de bedste i verden, og med det arbejde, der ligges i Kontraktudvalget, har vi spillere i Gentofte Stars fuld tillid til, at vi får præcis det afbalancerede forhold mellem spillerenes behov og klubbernes formåen, som dansk ishockey har behov for. Det beder vi naturligvis DEF respektere, siger Christoffer Eskerod.

Rødovre-spillerne – signeret Rasmus Astrup – skriver følgende:

“Det nedsatte kontraktudvalg mellem spillere, Ligaforeningen og DIU har vores fulde opbakning, og det er vores ønske at også DEF vil anerkende deres indsats for at forbedre forholdene for os spillere.”

“Spillertruppen anerkender fuldt ud DEF’s arbejde, men er ikke enige i at, en konflikt på nuværende tidspunkt er det rette. Ligeledes skal det understreges, at truppen beder DEF respektere, at vi inden sæsonstart benyttede os af muligheden for at tilbagekalde vore kommercielle rettigheder.”Senest kom Odenses spillere – ved Søren Pedersen og Mads Schaarup – på banen med følgende udtalelse:


“På vegne af den øvrige trup vil vi gerne bakke op om arbejdet i kontraktudvalget. Vi ser dette arbejde – i fællesskab med klubledelserne – som den rette vej til forbedrede vilkår i dansk ishockey. Derimod tager vi afstand fra de seneste metoder fra DEF, som vi ikke mener gavner nogle parter. Vi har det godt i Odense, og vil bare gerne spille ishockey.”

“Vi håber at DEF vil respektere dette ønske, men vil samtidig gerne understrege, at vi generelt er taknemmelige for arbejdet i spillerforeningen, som på daglig basis har arbejdet på forbedrede forhold i dansk ishockey.”

Dermed tilslutter Rødovre, Odense og Gentofte sig de seks spilletrupper fra Herning, SønderjyskE, Esbjerg, Frederikshavn, Rungsted og Aalborg, der tidligere tirsdag kom med lignende udtalelser med i store træk samme indhold.