NHL: Zuccarello, Jagr og Dupuis nomineret til fornemt trofæ

Foto: Bridget Samuels

Der er masser af trofæer i NHL, der uddeles efter sæsonen, og et af de rigtig fine er Bill Masterton Memorial Trophy. Det gives til “The National Hockey League player who best exemplifies the qualities of perseverance, sportsmanship, and dedication to ice hockey”

Altså en pris for udholdenhed, sportsmanship og dedikation til hockeyen.

Norske Mats Zuccarello er nomineret efter at han i fjor måtte udgå fra sæsonen med et grimt kraniebrud, der nær havde kostet ham karrieren – og det, der var værre. Zuccarello genoptrænede fremragende og kom tilbage i år og leverede sin bedste sæson nogensinde.

Tjekkiske Jaromir Jagr har været sæsonens feel good-story i NHL. Jagr har som 44-årig leveret en fremragende sæson i Florida Panthers, hvor han blev den ældste spiller nogensinde til at passere 60 point i grundspillet i en sæson. Hans forrygende arbejde udenfor isen er også en grund til, at Jagr er nomineret.

Sidste mand i den fornemme flok er Pascal Dupuis, der i sidste sæson måtte trække sig på grund af en blodprop. Han kæmpede sig tilbage til denne sæson og spillede 18 kampe, inden hans karriere endeligt sluttede. Dupuis har siden dengang været omkring Penguins-mandskabet og hjulpet til på daglig basis.