NHL: Winnipeg stoppet af Vegas – 1-1 i serien

Vegas Golden Knights lægger sig ikke ned. Det måtte Winnipeg og Nikolaj Ehlers sande i nat dansk tid, hvor gæsterne vandt 3-1 over Jets og dermed udlignede til 1-1 i Western Conference-finalen. 

Et stærkt signal fra Vegas at vinde på den svære udebane og nu flyver ørkenmandskabet altså hjem til et publikum, der er tæt på at være mindst lige så fanatisk som Winnipegs. 

Jonathan Marchessault var den helt store spiller for Vegas med sine to scoringer. Det var dog Tomas Tatar, der gjorde det til 1-0 for Vegas i det 14. minut, mens Marchessault i slutningen af perioden øgede føringen, så Vegas gik til pause med 2-0. 

Anden periode forblev målløs, men Winnipeg fik håb i tredje periodes ottende minut. Nikolaj Ehlers stod bag. Danskeren passede til Kyle Connor, der lagde pucken på mål, hvor Marc-Andre Fleury ikke fik dækket forreste stolpe og ikke så alt for godt ud.

Ligemeget, for blot et minut senere kom Vegas på tavlen igen og satte den afgørende 3-1-scoring. Igen var det Jonathan Marchessault, der slog til for gæsterne. Føringen holdt kampen ud. 1-1 i serien.

Det var assist nummer syv til Nikolaj Ehlers i slutspillet. Danskeren fik et kvarter og har endnu sit første playoff-mål til gode. Ehlers endte med -1 på plus/minus-statistikken, og havde et stolpeskud på kamp-cv’et. Ind vil pucken dog ikke for øjeblikket for den danske angriber.