NHL: Washingtons mestertræner Barry Trotz stopper

Washington vandt for nylig Stanley Cup, men Lars Ellers klub skal i den kommende sæson have ny træner. 

55-årige Barry Trotz erklærede i aftes dansk tid, at han takker af som coach for Capitals og søger nye veje i sin karriere efter fire sæsoner som træner i klubben. Fire sæsoner, hvor Trotz samlet set har været den mest vindende træner i hele NHL. 

Inden sin tid i Washington var han 15 sæsoner i Nashville Predators. 

– Vi er skuffet over Barrys beslutning, men vil takke ham for hans præstationer de seneste fire sæsoner og for at hjælpe med at hente Stanley Cup til Washington. Han er en mand med en stor karakter og integritet, og vi er taknemlige for hans lederskab og alt, hvad han har gjort for vores franchise, lyder det fra Capitals i et officielt statement på klubbens hjemmeside. 

Selv har Trotz naturligvis også sendt et statement. 

– Da jeg kom til Washington for fire år siden havde vi et mål på sinde, og det var at bringe Stanley Cup til nationens hovedstad. Vi havde et fantastisk “run” i denne sæson kulminerende med at spillere og lederstab nåede målet og fik lov at dele spændingen med vores fans. Jeg vil gerne takke Mr. Leonsis (klubejer Ted Leonsis), Dick Patrick (Hockey Operations President) og Brian McLellan (General Manager) for at give mig muligheden for at være en del af organisationen. Jeg vil også takke vores spillere og stab som arbejdede utrætteligt hver dag for at opnå vores succes, lyder det fra Barry Trotz. 

TSN’s “Hockey Insider” Pierre LeBrun mener at vide, at en af de store årsager til Trotz-farvellet er, at Washington-træneren kun stod til en mindre lønforhøjelse. Parterne havde en aftale om, at Trotz i fald af Stanley Cup-triumf stod til en toårig forlængelse og en lønforhøjelse på 300.000 dollars, hvilket ville sende hans løn op 1,8 millioner dollars pr. sæson. Med en pokal i hånden kan han formentlig få en bedre løn andetsteds.

Måske har han allerede talt med Lou Lamoriello, der mangler en headcoach hos New York Islanders.