NHL: Washington vandt i overtid, Toronto tabte 1-4 i Boston

Foto: Dinur

To danskere i aktion i nat i slutspillet om Stanley Cup: 

Dog var det allerede “sent i aftes”, at Lars Eller og Washington sikrede sig en 2-0-føring i serien mod Carolina Hurricanes. 

Efter en heftig og underholdende match var det Brooks Orpik, der hamrede ind og scorede det afgørende mål i overtid for de forsvarende mestre. 

Washington ligner altså ikke et hold, der sådan lige giver trofæet væk, og Lars Eller var med 18:36 minutter på isen og masser af tid i både overtal og undertal igen en central person hos Capitals, der førte både 2-0 og 3-2, men ikke kunne jage Hurricanes helt væk.

I Boston tog hjemmeholdet fat og udlignede serien mod Frederik Andersen og Toronto.

Bruins vandt 4-1 og tvang igen Frederik Andersen på heftigt arbejde med 41 skud på mål. Danskeren reddede 37, men det var ikke nok for Maple Leafs, der var bagud 0-2 allerede i første periode. 

Danton Heinens 3-0-mål i anden periode lukkede reelt kampen. 

Stærkt kontroversiel scene, da Nazem Kadri crosscheckede Boston Bruins’ Jake deBrusk brutalt i hovedet, og der tales allerede nu om mindst fem dages karantæne til Kadri.