NHL: Washington udlignede med sikker sejr

Fire kampe. Fire udesejre.

Det er status i serien mellem Columbus og Washington, der som bekendt også er slutspillets “danskeropgør” mellem Oliver Bjorkstrand og Lars Eller. I nat trak sidstnævnte det længste strå og efter tre overtidskampe var det første gang i serien, at kampen fik et klart udfald. 

Washington vandt fortjent og sikkert 4-1 i Nationwide Arena og efterlod dermed et skuffet hjemmepublikum i Columbus.

Tom Wilson scorede i første periode for Washington, T.J. Oshie lagde til i midtperioden for et solidt spillende gæstehold, der kunne se Kuznetsov og Alexander Ovechkin sætte scoringer i tredje periode. 

Boone Jenner leverede modsvaret for Columbus, men det var ikke nok. 

12 minutters spilletid og lidt til for både Lars Eller og Oliver Bjorkstrand på de respektive mandskaber. 

Resultatet efterlod en stangsur Columbus-træner John Tortorella efter kampen.

– Der er ingen grund til at spørge mig om den her kamp, sagde han – og konstaterede frit fra leveren på klingende amerikansk og ikke-oversat: “I’m telling you, we laid an egg, so I’m not going to break it down for you. We sucked. We sucked. Let’s move by it and see if we play better Saturday afternoon.”