NHL: Caps-spiller skadede modstander igen

Foto: Bridget Samuels

Washington Capitals-forwarden Tom Wilson aspirerer nok ikke til en fremtidig karriere i Pittsburgh Penguins. Den 24-årige canadier har i hvert fald gjort sig særdeles upopulær blandt pingvinernes fans.

For anden kamp i træk skadede Tom Wilson tirsdag en Pittsburgh-spiller, da Capitals og Penguins tørnede sammen for tredje gang i den tætte slutspilsserie mellem klubberne.

I kamp to var det Penguins-backen Brian Dumoulin, der måtte udgå efter at være blevet tacklet i hovedregionen af Tom Wilson, og i kamp tre var det den 23-årige Penguins-forward Zach Aston-Reese, der blev mål for en vild Wilson-tackling.

Tom Wilson tacklede den sagesløse Penguins-forward lige ud for Washingtons bænk. Capitals-spilleren lettede fra isen og kom nærmest flyvende ind i Zach Aston-Reese. Efter tacklingen formåede Wilson at lande på Washingtons udskiftningsbænk.

Kampens dommere så ikke nogen anledning til at straffe Tom Wilson, men efter kampen kunne Pittsburghs head coach Mike Sullivan fortælle, at Aston-Reese havde brækket kæben, pådraget sig en hjernerystelse og er tvunget til at gennemgå en operation.

Det er uvist, om NHL’s disciplinærudvalg vil se nærmere på episoden. Washington vandt kampen med 4-3.