NHL: Washington kunne ikke stoppe Tampa-toget

Det var et opgør ventet med spænding i nat i Tampa Bay, hvor det stærkt kørende hjemmehold mødte Washington, de forsvarende mestre. Det kunne sagtens blive et slag som gentages senere på slutspillet, og de to hold mødes faktisk yderligere to gange inden slutspillet.

Den første prøvesten faldt ud til Lightnings fordel. I suveræn stil. 

Det blev 6-3 til hjemmeholdet i Florida. Tampa fik to mål af Alex Killorn i første periode og førte 3-1 – og siden så hjemmeholdet sig ikke tilbage. Heller ikke to mål af Alex Ovechkin kunne stoppe det Tampa-hold, der i Nordamerika i spillestil sammenlignes med de gamle Sovjet-storhold fra 80’erne. 

Lightning ruller bare på og er tæt på at ramme en slutspilsplads som det første hold og er pt. 19 point foran Boston og Calgary, som har det næstbedste pointtal i grundspillet for øjeblikket.

Lars Eller noterede -2 for sine 15:30 minutter på isen, men han kunne sammen med holdkammeraterne glæde sig over, at både Pittsburgh og New York Islanders tabte. Dermed bevarer Washington førstepladsen i Eastern Conference.