NHL: VILD VENDING af Winnipeg og Ehlers sikrede 5-4-sejr i OT

Foto: Jan Korsgaard

Det så længe ud til, at Winnipeg Jets måtte tolerere et nederlag på åbningsaftenen på hjemmebane, men et forrygende comeback i tredje periode sikrede Jets en 5-4-sejr over gæsterne fra Carolina Panthers og dermed den perfekte indgang til det 82 kampe lange grundspil.

Herligt for Jets, der kom bagud 1-4 efter 45 minutter, da Victor Rask scorede for Carolina.

Men hjemmeholdet gav på ingen måde op og indledte en vild jagt på point i kampens slutfase. Det gav pote.

Blake Wheeler scorede i undertal blot ni sekunder efter 1-4-målet, og det finske vidunderbarn Patrik Laine kom på tavlen i sin første NHL-kamp med 3-4-målet.

MTS Centre i Winnipeg eksploderede siden to gange. Først da Mathieu Perreault scorede 4-4-målet – assisteret af Wheeler og Laine – efter 18:31 af tredje periode og siden da Mark Scheifele lukkede kampen i overtid.

Nikolaj Ehlers kom ikke på tavlen i den hektiske kamp, men fik næsten 20 minutters spilletid og over fem minutter i powerplay. Jets er i gang. Herlig start for Ehlers og co.