NHL: Vigtig sejr til Blue Jackets og Bjorkstrand

Foto: Jan Korsgaard

Columbus Blue Jackets har haltet lidt på det seneste og skal i år kæmpe til det sidste for pladsen i slutspillet om Stanley Cup. Derfor var det uhyre vigtigt, at Columbus i nat dansk tid vandt 3-2 over Chicago Blackhawks og dermed sikrede sig to uhyre vigtige point.

Oliver Bjorkstrand kom ikke på kamprapporten for point eller assister, men fik næsten et kvarter på isen hos Blue Jackets.

Columbus-mandskabet var bagud 1-2 til dybt inde i anden periode, hvor Pierre-Luc Dubois fik udlignet. Og i tredje periodes 12. minut sørgede Josh Andersen for forløsning på hjemmebanen Nationwide Arena.

Sejren betyder, at Blue Jackets er tilbage over stregen – men stadig kun to point foran New York Islanders som forfølger skarpt sammen med Carolina og Florida og med lidt god vilje også Detroit Red Wings.