NHL: Veteran stopper karrieren for anden gang

Han indstillede egentlig sin karriere sidste sommer, men duften af savsmuld lokkede veteranen til at tage en ekstra tur i manegen.

Nu skulle NHL-karrieren dog være endegyldigt forbi for 37-årige Mike Fisher. Den canadiske centers comeback for Nashville Predators kastede ikke en Stanley Cup-triumf af sig, og derfor vender Fisher tilbage til tilværelsen som ishockeypensionist.

Mike Fisher fortalte efter sidste sæsons Stanley Cup-finale, hvor Nashville Predators tabte til Pittsburgh Penguins, at han ville lægge skøjterne på hylden. I februar fandt han dem dog frem igen og gjorde comeback i NHL, hvor han i grundspillet nåede at lave fire point i 16 kampe.

I slutspillet skulle Fishers rutine være med til at sikre klubben sin første Stanley Cup-titel nogensinde, men Winnipeg Jets slog Nashville ud i anden runde efter en syvende og altafgørende kamp. Det opgør blev enden på Mike Fishers ishockeykarriere.

Den rutinerede center, som er blevet en særdeles populær skikkelse i Nashville, sætter punktum efter 1.104 kampe og 589 point i verdens bedste ishockeyliga, hvor han indledte karrieren hos Ottawa Senators.

Mike Fisher siger, at han ikke udelukker at indgå i en anden rolle i Predators-organisationen, så måske siger han ikke helt farvel til NHL endnu.