NHL: Veteran risikerer lang karantæne for svinestreg

NHL-veteranen Alexandre Burrows kan komme til at misse en række kampe, efter at han tabte hovedet i tirsdagens kamp mellem Ottawa Senators og New Jersey Devils.

Den 36-årige Ottawa-forward dummede sig midt i anden periode i hjemmekampen mod New Jersey. Her opstod der tumult på isen og Alexandre Burrows endte i infight med Taylor Hall. Devils-spilleren røg ned med Senators-forwarden ovenpå sig, og her valgte Burrows så at banke sit knæ ned i hovedet på Hall.

Alexandre Burrows, som har spillet 893 NHL-kampe udførte endda sin udåd to gange, og canadierens dumhed kan koste ham en lang karantæne. NHL’s disciplinærudvalg har indkaldt Burrows til en høring, og det betyder, at han kan blive idømt over seks kampes karantæne.

Kampens dommere valgte at sende Alexandre Burrows i straffeboksen med to minutter for cross-checking og to minutter for hooking. Taylor Hall blev ikke skadet som følge af slagsmålet og scorede på det efterfølgende powerplay.

Ottawa vandt kampen med 5-3.