NHL: Veteran gør comeback for Predators

Han trak sig tilbage efter sidste sæson, men vender nu alligevel tilbage til NHL med et mål om at vinde Stanley Cup.

Det var tæt på at lykkes for 37-årige Mike Fisher i sidste sæson, men i Stanley Cup-finalen måtte han sammen med Nashville Predators se sig besejret af Pittsburgh Penguins. Den canadiske NHL-veteran valgte at lægge skøjterne på hylden efter sæsonen, og dermed så Stanley Cup-drømmen ud til at være endeligt begravet.

Mike Fishers beslutning om at stoppe karrieren virkede definitiv, men det viste den sig så ikke at være. Nashville Predators har onsdag offentliggjort, at Mike Fisher genoptager karrieren og støder til holdet i jagten på en Stanley Cup-triumf.

Fisher ventes ifølge TSN’s Bob McKenzie at skrive under på en kontrakt for resten af sæsonen med Predators. Kontrakten kommer formentlig i stand i løbet af de kommende uger, hvor Mike Fisher vil træne hårdt for at komme tilbage i kampform.

Den canadiske center var kaptajn for Nashville i sidste sæson, og han nåede at lave 585 point i 1.088 NHL-kampe, før han indstillede karrieren. Nu ser det dog ud til, at det bliver til mere, selvom Mike Fishers comeback formentlig bliver kortvarigt.

Mike Fisher siger nemlig, at han ikke har planer om at spille mere, når denne sæson er forbi.