NHL: Vancouver vendte og vandt i OT mod Andersen og Toronto

Foto: Dinur

Det lignede noget, der var i bøgerne for Toronto her til morgen dansk tid, hvor Maple Leafs førte sikkert med 2-0 over Vancouver Canucks inden tredje periode.

Men Canucks, der kæmper for de sidste livliner til slutspillet, viste stor moral og hentede Toronto-føringen med to scoringer i tredje periode.

Morgan Rielly og Ron Hainsey scorede målene for gæsterne, men Loui Eriksson og Josh Leivo satte reducering og udligning inden for to minutter af tredje periode.

I overtiden overraskede svenske Alexander Edler Frederik Andersen med et håndledsskud, der sad lige mellem danskerens handske og knæ. 

Et vigtigt point for Canucks, der dog stadig har syv point op til Minnesota over stregen. Det kræver en fabelagtig sæsonafslutning, hvis Vancouver skal komme så langt. 

Frederik Andersen tog prisen som 3rd Star med 28 redninger, men der er næppe tvivl om, at han hellere vil have taget Edlers skud, der afsluttede kampen.