NHL: Utilfreds stortalent trækker i Jets-trøjen igen

Foto: Lisa Gansky

Han havde egentlig ytret et ønske om at komme væk fra klubben, men nu er det amerikanske stortalent Jacob Trouba alligevel klar til at tage en ny tørn for Winnipeg Jets.

Den 22-årige back, som har været restricted free agent siden i sommer og derfor ikke har spillet nogle kampe endnu i denne NHL-sæson, skrev mandag under på en to-årig kontraktforlængelse med Jets. Kontrakten har en samlet værdi af $6 millioner.

– Jeg tror, Jacob vil gå på isen og yde sit bedste. Og det, der fik fansene til at elske ham i hans første tre år i klubben, tror jeg du kommer til at se igen, siger Winnipeg Jets’ general manager Kevin Cheveldayoff om Trouba-forlængelsen.

Jacob Trouba har i de seneste måneder ønsket at blive tradet. Han mente ikke, at hans fremtidsmuligheder var optimale i Winnipeg, fordi klubben var stærkt besat på den højre backposition, som han selv ønsker at spille.

Nu ser Trouba dog ud til at give Jets en ny chance. Hans trade-ønske ligger måske stadig på Kevin Cheveldayoffs bord, men amerikaneren kommer nu til at spille NHL-hockey igen, fordi den to-årige kontraktforlængelse med Winnipeg er i hus.