NHL: Ung profil blev skåret af skøjte og er ude i flere måneder

Foto: Bridget Samuels

Florida Panthers må undvære en af klubbens største offensive profiler i de første måneder af sæsonen. Den 23-årige forward Jonathan Huberdeau blev skåret af en skøjte i en træningskamp og er ude i op til fire måneder.

Panthers bekræftede selv søndag, at Jonathan Huberdeau er ude i mellem tre og fire måneder med en skade i underbenet. Den canadiske profil kom galt afsted i lørdagens træningskamp mod New Jersey Devils, hvor han fik skåret anklen op af Devils-russeren Sergey Kalinins skøjte.

Uheldet skete i første periode, hvor de to spillere kæmpede om pucken, og Jonathan Huberdeau forlod med det samme isen og vendte ikke tilbage. Det ligger altså nu fast, at der går flere måneder, før Panthers igen får glæde af den unge forwardprofil.

– Vi håber det bedste for Jonathan. Du kan ikke bare erstatte sådan en spiller, siger Florida Panthers’ head coach Gerard Gallant til Miami Herald.

Jonathan Huberdeau var i sidste sæson treer på Floridas interne topscorerliste med 59 point i 76 kampe. Den dygtige canadier, der blev taget som nummer tre i 2011-draften, blev kåret til årets rookie i NHL i 2012/13-sæsonen.