NHL: Udstyrsallergi tvinger stjerne til at stoppe

Foto: Sarah A.

Allergi over for det ishockeyudstyr, der er en nødvendighed at bære, betød, at slovakiske Marian Hossa ikke spillede en eneste NHL-kamp i denne sæson. Nu er karrieren forbi for den 39-årige stjerne.

Marian Hossa fortæller til slovakiske SME Sport, at han ikke kommer til at spille ishockey igen.

– Jeg kommer ikke til at spille ishockey igen. Jeg har en gældende aftale med Chicago i yderligere tre år, men jeg har kun et helbred, og det tillader mig ikke at vende tilbage til isen, siger Marian Hossa til SME Sport.

Det er en stor NHL-profil, der dermed siger farvel. Marian Hossa har spillet i NHL siden 1997/98-sæsonen, og han opnåede i alt 1.309 kampe og 1.134 point i verdens bedste ishockeyliga. Det var i Chicago Blackhawks, at karrieren toppede med tre Stanley Cup-titler.

Marian Hossa er fire gange blevet kåret til årets ishockeyspiller i Slovakiet, som han nu flytter tilbage til sammen med familien. Den nu tidligere NHL-forward udelukker dog ikke at vende tilbage til Chicago Blackhawks på et tidspunkt for at indtage en rolle i klubbens stab.