NHL: Udsalget er begyndt i Toronto

Det har ikke været nogen hemmelighed, at Toronto Maple Leafs har tænkt sig at sælge ud før næste uges trade-deadline, men nu har storklubben for alvor skudt udsalget i gang.

Søndag sendte Maple Leafs den defensivt stærke center Shawn Matthias til Colorado Avalanche i bytte for den 22-årige AHL-forward Colin Smith og et fjerderundevalg i årets draft. Mandag morgen, amerikansk tid, har den canadiske klub så lavet endnu et trade.

Toronto har tradet den tjekkiske back Roman Polak og den canadiske forward Nick Spaling til San Jose Sharks, som til gengæld sender den rutinerede forward Raffi Torres og to andenrundevalg i draften i 2017 og 2018 den modsatte vej. Maple Leafs har efterfølgende lånt Torres ud til AHL-klubben San Jose Barracuda.

Alle de tradede spillere har kontraktudløb til sommer, og Toronto er udelukkende ude på at få så mange draftvalg i hus som overhovedet muligt. Klubben er nemlig i gang med at bygge holdet op på ny, og derfor vil man gerne øge sine muligheder for at få nogle stærke talenter ind i folden i de kommende drafts.