NHL: Toronto vandt uden Andersen, Ottawa tabte i Vancouver

Foto: Dinur

Frederik Andersen fik et hvil i nat for Toronto, der endelig fik lukket nogenlunde ned i defensiven og vandt 4-2 over Buffalo Sabres hjemme i Toronto.

Det var en must-win for Toronto i nat, og det lykkedes at hive en sejr hjem over Buffalo for fjerde gang i sæsonen. Dermed kom Toronto en smule tættere på andenpladsen i Atlantic Division, som Boston pt. sidder på. 

Det var de “store drenge”, der slog til i nat i form af John Tavares, Auston Matthews og Mitch Marner for Toronto. Zach Hyman satte det sidste mål i en kamp, hvor Maple Leafs vandt skuddene med 45-24. 

Frederik Andersen er formentlig tilbage på holdet hos Toronto lørdag mod NY Rangers.

Ottawa med Mikkel Bødker (13:04 minutter på isen) var bagud 0-5 mod Vancouver, men var tæt på at levere et stærkt comeback mod Canucks. Senators kom på 4-5, inden Bo Horvat og Loui Eriksson afgjorde for Vancouver, der altså endte med at vinde 7-4. Et nul i plus/minus-statistikken til Mikkel Bødker.