NHL: Toronto tabte overraskende til bundhold

Foto: Lisa Gansky

Ikke nogen stor NHL-nat for Toronto Maple Leafs, der noget overraskende tabte 2-4 til Buffalo og en Jack Eichel, der var i forrygende form. Eichel, der forhåbentlig beriger os ved det kommende VM i Danmark, scorede til 1-0 og satte også det afgørende 3-2-mål i tredje periode, hvor Buffalo vendte kampen med to hurtige mål.

Dermed blev der sat en stopper for Torontos ellers fine streak med 13 sejre på hjemmebane, og det var ganske overraskende, at netop Buffalo kom forbi og ødelagde festen i Air Canada Center. 

Toronto-målmand Frederik Andersen havde en småsur aften med en redningsprocent på 88,4, der blev overtrumfet af Chad Johnsons 39 redninger i Buffalo-buret.

Dermed missede Andersen også muligheden for at komme en sejr tættere på Toronto-rekorden for antal vundne kampe i en sæson for en målmand. Rekorden på 37 sejre deles af Andrew Raycroft, der klarede det i 72 kampe og Eddie Belfour, der kun skulle bruge 62 kampe.

Frederik Andersen har foreløbig 35 sejre i 62 kampe og har altså endnu seks potentielle kampe til at skrive sig ind i rekordbøgerne.