NHL: Toronto tabte, Andersen taget ud for anden kamp på stribe

Foto: Dinur

Det er ikke alt for godt for hverken Toronto Maple Leafs eller Frederik Andersen for øjeblikket.

Forleden tabte Toronto 2-6 til suveræne Tampa Bay Lightning på hjemmebane, og i nat dansk tid blev det så til et 4-5-nederlag, ligeledes hjemme, mod Chicago Blackhawks.

Det er måske ikke nogen katastrofe i sig selv, men måden, det hele foregik på, var rigtig træls for både Toronto og Andersen i buret. Danskeren var slet ikke oppe sit normale niveau, holdkammeraterne stod på flade fødder, og på den måde kunne et Chicago-hold, der stadig kæmper for en lille playoff-chance, uden de store problemer bringe sig foran 4-0. 

Det betød, at Frederik Andersen for første gang i sin tid i Toronto blev taget ud for anden gang i træk, og har lukket hele otte mål ind på de seneste 33 skud. 

Det ligner ham ikke.

Da Garrett Sparks kom ind fra starten af anden periode, kvitterede Chicago ved at bringe sig foran 5-0 ved Alex DeBrincat, inden Maple Leafs-mandskabet endelig vågnede op.

Andreas Johnsson reducerede inden anden periodes udgang, men broen var for lang i de sidste 20 minutter, hvor hjemmeholdet fik reduceret ved Matthews, Rielly og Tavares. Det var ikke nok, og Torontos mulighed for at hente ind på Boston røg sig en tur.