NHL: Toronto slog Rangers 4-0 uden Andersen

Toronto Maple Leafs-spillerne synes at have brugt All Star-breaket på en glimrende måde.

Senest blev det 5-0 over New York Islanders, og i nat blev det andet New York-mandskab, Rangers, kørt fuldstændig ud af banen. 

Toronto vandt med stensikre 4-0 og synes nu at have fået bugt med det syndrom, der prægede holdet op til All Star-breaket. Et syndrom, der betød, at Maple Leafs ikke var særlig gode til at holde fast i føringer.

Justin Holl og James van Riemsdyk sørgede for 2-0 i første periode, mens Patrick Marleau og Zach Hyman leverede 3-0 og 4-0-målene tidligt i anden periode.

Allerede efter 23 minutter var stillingen 4-0, og Curtis McElhinney, Frederik Andersens backup, tog 25 skud og stod en glimrende kamp. 

Komfortabelt for Toronto-træner Mike Babcock, at McElhinney er i gang med at levere sin bedste NHL-sæson nogensinde. 

Mens Maple Leafs er på vej mod slutspiller, tårner problemerne sig op for Rangers, der efter en del år som Stanley Cup-udfordrer efterhånden ser ud til at være brændt ud. Det kan ende med at betyde, at den ikoniske svenske målmand Henrik Lundqvist må slutte sin karriere uden det store trofæ.