NHL: Toronto kunne ikke lukke serien – må til Boston igen

Foto: Dinur

Der bliver igen en kamp syv for Toronto og Boston i denne sæsons Stanley Cup-slutspil.

Det kogte ellers mere end normalt i Scotiabank Arena, hvor Maple Leafs for første gang siden 2004 kunne sikre sig en seriesejr i slutspillet ved en sejr over rivalerne fra Bruins.

Allerede inden kampen væltede hyldestråbene ned over Frederik Andersen, men desværre for Toronto og den danske målmand lykkedes det ikke at lukke serien.

Toronto fik endda et 1-0-mål af Morgan Rielly til at åbne kampen med, men allerede inden pausen havde det mentalt uhyre stærke Boston-hold vendt bøtten med to powerplay-mål.

Kun et par fantastiske redninger af Andersen forhindrede en større føring til Boston inden første pause.

Jake DeBrusk øgede føringen i anden periode og trods en reducering af Auston Matthews efter tre kvarter, formåede Toronto ikke at trække kampen i overtid. Igen scorede Brad Marchand – denne gang i tomt bur i slutfasen – og tog Boston til en kamp syv på hjemmebane. Nøjagtig som i sidste sæson.

Andersen tog 37 af 40 skud og stod med en redningsprocent på 92.5.