NHL: Toronto kørt over af Tampa, Andersen skiftet ud

Foto: Dinur

Tampa Bay Lightning fremstår efterhånden som storfavorit til at vinde Stanley Cup og kører stille, roligt og konstant over den ene efter anden konkurrent i toppen af NHL’s grundspil. 

Det går også ud over danskerklubberne. Forleden var det Winnipeg Jets og Nikolaj Ehlers, og i nat dansk tid gik det ud over Frederik Andersen og Toronto, der måtte lægge skøjter til en lussing på 2-6 hjemme i Scotiabank Centre.

Frederik Andersen fik ikke frygtelig meget hjælp af forsvaret og var heller ikke selv på toppen og derfor skiftede træner Babcock danskeren ud allerede efter 25 minutter til fordel for Garett Sparks.

Andersen havde på det tidspunkt reddet 4 af 19 skud, og hans afløser fik ikke meget mere hjælp af holdkammeraterne, der hurtigt efterlod et mål i undertal, som Cedric Paquette scorede til 5-1. Toronto-fansene buhede heltene ud efter anden periode.

Sur omgang for Toronto, der møder Tampa Bay i begyndelsen af april igen og dermed har en chance mere for at måle sig med Lightning, der allerede er kvalificeret til slutspillet og er i gang med at spille et rekordgrundspil på alle parametre.