NHL: TORONTO I PLAYOFFS, endeligt solidt igen af Maple Leafs

Foto: Dinur

Det er længe siden, at Toronto Maple Leafs har spillet en gennemført solid kamp med styr på defensiven og stærkt målmandsspil af Frederik Andersen. 

I nat stod danskeren med en redningsprocent på 96,6 og Toronto vandt 2-1 ude over NY Islanders. 

John Tavares fik sin perfekte hævn over det publikum, der havde “fat i ham”, da de to hold senest mødtes på Long Island.

Tavares scorede til 2-0 for Toronto godt tre minutter inde i tredje periode, og nettede dermed for første gang mod sin gamle klub. Han kom op på sit point nummer 87, hvilket er personlig rekord for den tidligere Islanders-kaptajn.

Svenske Calle Rosén scorede sit første NHL-mål for Toronto, og Frederik Andersen var blot fem minutter fra at holde nullet for første gang længe. 

Jordan Eberles powerplay-mål til 1-2 var eneste lille “malurt i bægeret” for Toronto og Andersen i nat.

Med sejren er Toronto klar til Stanley Cup-playoffs og en dyst mod Boston Bruins – nøjagtig som i sidste sæson.

Her vandt Boston i syv kampe, og med formen i den sidste del af grundspillet – og hjemmebanefordel – er Bruins også favorit i 2019.

Men måske var sejren i nat tegn på, at Toronto er ved at finde den rette form?