NHL: Toronto henter profil i Montreal

Foto: Bridget Samuels

To af NHL’s største traditionsklubber har søndag handlet med hinanden. Toronto Maple Leafs har været på rov i Montreal Canadiens for at styrke sig frem mod slutspillet.

Det er lykkedes Toronto at hente den 35-årige center Tomas Plekanec. Den rutinerede tjekke er hentet til Maple Leafs sammen med AHL-forwarden Kyle Baun i bytte for backen Rinat Valiyev, forwarden Kerby Rychel og et andenrundevalg i årets draft.

Montreal har indvilliget i at betale halvdelen af Plekanec’ løn indtil hans kontrakt udløber til sommer.

Tomas Plekanec’ skifte til Toronto er ganske opsigtsvækkende, fordi han har spillet for Montreal i hele sin NHL-karriere. Derfor vil mange Canadiens-fans nok have lidt svært ved at sluge, at han fremover tørner ud for den anden canadiske traditionsklub i verdens bedste ishockeyliga.

Plekanec har lavet 24 point i 60 kampe i denne sæson, hvor han med +3 i plus/minus-regnskabet er en af de få spillere på Canadiens-mandskabet, der er i plus i den statistik.

I sin NHL-karriere står tjekken noteret for 605 point i 981 kampe.