NHL: TO ELLER-POINT i vild topkamp, Capitals tabte i OT

Foto: Dinur

Det lugter efterhånden af, at en finaleserie i Eastern Conference sagtens kunne stå mellem Washington Capitals og Tampa Bay Lightning. De to mandskaber mødte hinanden i fjor på det tilsvarende tidspunkt, hvor Washington vandt kamp syv, og Tampa Bay, der historisk set i denne sæson er ved at levere det næstbedste grundspil nogensinde, hungrer efter revanche. 

I nat mødtes de to hold i et mægtigt showdown i hovedstaden, hvor Washington kom langt tættere på end seneste møde, hvor Tampa Bay vandt 6-3.

I nat endte det med 4-4 i ordinær tid, inden svenske Victor Hedman iskoldt satte afgørelsen i overtid.

Gør dig selv den tjeneste at se højdepunkterne fra kampen, der indeholder både iskolde scoringer, strålende kombinationer, vilde redninger og forechecking i verdensklasse.

Lars Eller havde en hovedrolle. Han konverterede en friløber på perfekt vis til 1-0-målet og danskeren var ligeledes på pletten, da han assisterede Carl Hagelin på 2-3-målet midt i kampen. 

Det blev +2 i plus/minus-statistikken til Eller, der ligeledes noterede sig for 16:05 minutter i kampen. 

Tampa Bay leverede et par skønne “klap-klap”-mål i løbet af kampen og målmand Andrey Vasilievsky reddede hele 54 skud.

En fremragende forsmag på noget af en serie, HVIS de to hold kommer til at møde hinanden igen i slutspillet. De mangler endnu et indbyrdes opgør i grundspillet.