NHL: TO BØDKER-POINT, men Sharks tabte i overtid

Foto: Bridget Samuels

Mikkel Bødker var tilbage i San Jose-opstillingen – endda i kæde med Jannik Hansen – her til morgen dansk tid, og man må sige, at Bødker i den grad tog en personlig revanche efter to kampe på tribunen.

Bødker udlignede Edmontons tidlige føring i første periode, da Sharks lynhurtigt fik vendt et skidt Oilers-opspil. Marcus Sörensen og Chris Tierney fik broderet pucken ind til Mikkel Bødker, der skøjtede ind på det rette og hamrede pucken ind bag Cam Talbot.

Anden periode tilhørte San Jose.

Mikkel Bødker var på spil igen, da han fik lagt en pasning tilbage til David Schlemko på blue line. Schlemko kvitterede ved at sende et helt præcist håndledsskud ind bag Talbot i Oilers-målet.

3-1, og det lignede en San Jose-sejr – også med 7-0 fra den forrige kamp in mente. Men Oilers fandt et eller andet frem og reducerede kort før pausen ved Mark Letestu.

Tre minutter før tid udlignede Oscar Klefbom på et kanonskud helt ude fra blue line.

Overtidsmålet blev sat ind af David Desharnais kort før fjerde periode var slut. Kontroversielt nok blev han sat fremragende op af Leon Draisaitl, tyskeren, der i den seneste kamp lavede en grim spearing, men slap for karantæne.

Nu er Edmonton foran 3-2 i serien, der fortsætter i San Jose. Det er nu Sharks i den grad skal vise sin playoffrutine.