NHL: Tjekkisk veteran stopper få uger efter sin kamp nummer 1000

Foto: Bridget Samuels

Den tjekkiske veteran Tomas Plekanec vendte i sommer tilbage til Montreal Canadiens, som han har spillet for i næsten hele sin NHL-karriere, men få uger efter at have spillet sin kamp nummer 1000 i verdens bedste ishockeyliga er det slut med NHL-hockey for Plekanec.

Den 36-årige forward er blevet enig med Montreal om at ophæve den et-årige kontrakt, de indgik i sommer. Tomas Plekanec stopper dermed i NHL, men ventes at vende hjem til Tjekkiet for at fortsætte karrieren i landets næstbedste række hos Jaromir Jagrs klub, Rytiri Kladno.

– Jeg har altid ønsket at trække mig tilbage som en Montreal Canadien. Jeg er glad for, hvad jeg har udrettet her hos Canadiens. Jeg kan tage glad herfra, sagde Tomas Plekanec fredag på et pressemøde.

Tomas Plekanec spillede 15. oktober sin NHL-kamp nummer 1000 i karrieren, og to dage senere var han i aktion i kamp nummer 1001, som blev hans sidste i ligaen. Den tjekkiske veteran nåede at lave 608 point i NHL.

Bortset fra en afstikker til Toronto Maple Leafs i slutningen af sidste sæson har Tomas Plekanec tilbragt hele sin NHL-karriere i Montreal.