NHL: Tidligere SønderjyskE-spiller er favorit til at blive Capitals-træner

Foto: Michael Miller

Washington Capitals meldte mandag ud, at mestertræneren Barry Trotz stopper i klubben, og arbejdet med at finde hans afløser er nu begyndt.

Men måske behøver Stanley Cup-mestrene ikke at kigge ret langt for at finde sin næste head coach. I hvert fald får den nuværende assistenttræner Todd Reirden muligheden for at overbevise klubben om, at han skal tage over efter Barry Trotz.

– Vi begynder med Todd. Jeg synes, vi har formet ham til at blive cheftræner enten hos os eller i en anden klub, sagde Capitals’ general manager Brian MacLellan på mandagens pressemøde.

Døren er dermed åbnet for den 46-årige amerikaner, som har været en del af Capitals’ organisation i de seneste fire sæsoner. Inden da var Todd Reirden assistenttræner i Pittsburgh Penguins og head coach for klubbens farmerhold i AHL.

Todd Reirden spillede som aktiv 183 NHL-kampe, og han afsluttede sin spillerkarriere i Vojens Skøjtehal, hvor han i 2006/07-sæsonen stødte til SønderjyskE, som på daværende tidspunkt var forsvarende danske mestre.

– Vi vil se, hvordan snakken kommer til at forløbe, og så vil vi træffe vores beslutning på baggrund af det. Hvis det går godt, så går vi efter Todd. Hvis det ikke gør, så er vi lidt mere åbne for andre muligheder, siger Brian MacLellan.

I første omgang er Todd Reirden altså favorit til at overtage trænersædet i mesterklubben.