NHL: Tidligere backstjerne stopper karrieren

Foto: Justin Yamada

NHL-veteranen Dan Boyle, som var en af NHL’s bedste offensive backer, da han var på toppen af sin karriere, har valgt at lægge skøjterne på hylden.

40-årige Dan Boyle offentliggjorde onsdag, at han har spillet sin sidste NHL-kamp. Dermed kører han en lang og flot karriere i garagen, efter 1093 kampe, 605 point og en Stanley Cup-titel som aktiv i verdens bedste ishockeyliga. Boyle vandt desuden OL-guld med Canada i 2010.

Dan Boyles tilværelse som NHL-pensionist blev annonceret ved en ceremoni i San Jose, hvor canadieren spillede for Sharks i seks af sine i alt 17 sæsoner i ligaen. Boyles NHL-karriere begyndte også i en solstat. Han kom nemlig ind i ligaen som undraftet free agent i 1998 og optrådte for Florida Panthers.

Efter tre en halv sæson i Florida med blandet succes gik turen videre til naboklubben Tampa Bay Lightning, og her tog Dan Boyles karriere for alvor fart. I sin første fulde sæson i klubben blev det til 53 point i 77 grundspilskampe, og året efter hjalp han Lightning med at vinde klubbens hidtil eneste Stanley Cup-titel.

Dan Boyle havde efterfølgende en succesrig tid i San Jose Sharks, som han nåede flere lange slutspilsridt med. Klubben gik aldrig hele vejen, og Boyle rykkede videre til New York Rangers med håbet om en sidste Stanley Cup-titel til cv’et.

Den plan lykkedes ikke. Boyle var et stykke fra sit topniveau og endte sin tid i New York med at rase ud på flere lokale medier, som havde været efter ham og holdet. Nu er canadierens tid som NHL-spiller forbi, og en af de seneste to årtiers mest toneangivende backer er fortid i ligaen.