NHL-tests: VIDEO: Oliver Bjorkstrand med to mål, det ene GENNEM nettet

Foto: Jan Korsgaard

Magi eller bare målnæse? Oliver Bjorkstrand har i hvert det sidste, og da Columbus Blue Jackets sent i aftes dansk tid vandt 5-3 over de forsvarende Stanley Cup-vindere fra Pittsburgh viste Oliver Bjorkstrand, at det ALTID kan betale sig at skyde på mål.

Danskerens 2-0-mål blev nemlig – som det ses på nedenstående video – sat ind GENNEM nettet bag en forundret Marc-Andre Fleury i Pittsburgh-målet. Ingen video på testkampene i NHL, så derfor endte målet med at tælle.

Forinden havde Bjorkstrand såmænd også gjort det til 1-0 for Blue Jackets efter ni minutter.

Oliver Bjorkstrand har altså fundet målformen på det seneste, og den klejne og målfarlige danske angriber er vel efterhånden sikker starter, når Columbus Blue Jackets tager hul på sæsonen inden længe.

Han spillede 14:19 minutter, heraf 1:06 i powerplay.

Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets havde en mindre festlig match, da det blev 1-5 mod Minnesota Wild, der scorede fire gange i tredje periode. Danskeren spillede 17:26 minutter, men fik ikke noget ud af bestræbelserne i nat dansk tid.