NHL: Taylor Hall til New Jersey, Edmonton får stærk, svensk back i bytte

Et Blockbuster-trade. Og det var aftenens første store NHL-nyhed, da Edmonton Oilers i aften dansk tid sagde farvel til Taylor Hall. Han skifter til New Jersey Devils, der i stedet afgiver svenske Adam Larsson.

Tilbage i 2010 draftede Oilers Taylor Hall som nummer et, men nu har den canadiske notoriske bundklub gennem de senere sæsoner altså vurderet, at Adam Larsson kan gøre bedre nytte som forstærkning i defensiven.

Den eksplosive og målfarlige Taylor Hall har endnu sit første slutspil til gode i NHL, men har dog allerede vundet to verdensmesterskaber med Canada.

Han har 0,86 point i snit hos Edmonton i 381 kampe, og fremstår med sine blot 24 år stadig som en fremtidens mand.  I fjor stod han for 65 point i 82 kampe.

Adam Larsson kommer oprindelig fra den svenske superhockey-højborg i Skellefteå. Han var New Jerseys førsterundedraft i 2011, hvor han gik som nummer fire i alt.

Han betragtes som en komplet back med stor spilforståelse, og spillede samtlige 82 kampe (18 point) i sidste sæson.

– Adam har passionen, størrelsen og de individuelle kvaliteter. Hans skøjteløb bliver bedre og bedre, han er dygtig til at flytte pucken opad banen, og han er på vej til at blive en topspiller i NHL. En virkelig god spiller, som vi har heldige at få ind hos os. Det var den type spiller, vi ville have lige nu, siger Edmontons General Manager Peter Chiarelli (næsten) lige nu på en pressekonference i byen – altså om sin nye svenske forsvarsspiller.

Alligevel – på trods af de pæne ord – betragter mange eksperter skiftet som værende en gave til New Jersey – mens man i Edmonton har tænkt på at få forstærket og ombygget den skrantende defensiv til de kommende sæsoner, hvor Connor McDavid forventes at blive et endnu større offensivt navn end han allerede er i forvejen på Edmontons mandskab, der snart skal til at blomstre for alvor.