NHL: Taylor Hall blev den mest værdifulde spiller

Der er altid stor spænding om priserne ved den årlige NHL Award. 

Den blev i nat dansk tid afviklet i Las Vegas, og den mest prestigefyldte pris gik til New Jersey Devils-spilleren Taylor Hall.

Han vandt nemlig Hart Trophy, der gives til sæsonens mest værdifulde spiller. Han slog Colorados Nathan McKinnon og Anze Kopitar fra LA Kings, der ligeledes var nomineret til MVP-prisen.

Hall leverede 39 mål og 54 assister i 76 kampe og blev nummer seks på topscorerlisten i grundspillet, og hans indsats var nok til at sende Devils i slutspillet for første gang siden 2012.

Han blev tradet fra Edmonton inden sæsonen 2016/17, og blev noteret for hele 41 point flere end nummer to på Devils-listen, schweizeren Nico Hischier og spillede fra januar til marts 26 kampe på stribe med point.

Han efterfølger Connor McDavid og Patrick Kane på podiet, og her er hans takketale fra Vegas.