NHL: Tampa Bay er i conferencefinalen

Tampa Bay Lightning blev som det første hold klar til NHL’s conferencefinaler, da de søndag slog Boston Bruins for fjerde gang i træk og sikrede sig den samlede sejr i serien.

Det var tæt i den femte kamp mellem de to hold. Boston skulle vinde i Amalie Arena i Tampa for at fremtvinge en kamp seks på hjemmebane, og det projekt fik de indledt fint, da David Krejci bragte gæsterne foran i det sidste minut af første periode.

Tampa Bay fik dog svaret stærkt tilbage i midterperioden, hvor værterne på mål af Brayden Point og J.T. Miller vendte 0-1 til 2-1 og bragte sig på Eastern Conference-finalekurs.

I tredje periode pressede Bruins hårdt på for at fremtvinge en udligning. Boston fik skudt lige så meget på mål i tredje periode, som de havde gjort i de første to perioder til sammen, men Andrei Vasilevskiy afviste alle gæsternes 14 skud i tredje periode.

I slutfasen kom Boston i powerplay, men Tampa Bays boxplay fik lukket af. Til sidst blev Tuukka Rask pillet ud til fordel for en ekstra markspiller, men Anton Strålman tog chancen for egen zone og lukkede i tomt mål med halvandet minut igen.

Lightning sikrede sig en 3-1-sejr og vandt dermed serien med 4-1. Det betyder, at holdet for tredje gang på fire sæsoner er med i Eastern Conference-finalen, hvor de nu skal møde Washington Capitals eller Pittsburgh Penguins i kampen om en plads i årets Stanley Cup-finale.