NHL: Talentfuld tysker afviser Coyotes

Foto: Bridget Samuels

Tyske Tobias Rieder er i øjeblikket en del af Team Europes hold ved World Cup of Hockey i Toronto, men når turneringen er forbi, går den talentfulde tysker en uvis fremtid i møde.

23-årige Rieder har været restricted free agent i de seneste måneder, og den tyske forward har indtil videre afvist at skrive under på en ny kontrakt med Arizona Coyotes, som ejer rettighederne til ham. Derfor dukker Tobias Rieder heller ikke op på Arizonas training camp, når World Cuppen er forbi.

Det fortæller Tobias Rieders agent Darren Ferris til Arizona-mediet AZ Central, som følger Arizona Coyotes tæt.

– Vi har sendt dem et retfærdigt udspil på en to-årig kontrakt med en årsløn på $2,5 millioner, og de har indtil videre afvist at acceptere det. ‘Tobi’ har utroligt stor værdi for holdet. Jeg ved, at fansene elsker ham. Han elsker Arizona, men det er skuffende, at de ikke ønsker at give ham en retfærdig aftale, siger Darren Ferris til AZ Central.

Agenten mener ikke, at der er langt imellem Rieders og klubbens udspil, men han tror ikke, at en ny kontrakt kommer i stand inden for den nærmeste fremtid. Derfor regner Darren Ferris med, at Tobias Rieder tager til Europa og træner på egen hånd, når World Cup-finalerne mellem Team Europe og Canada er blevet spillet.

Darren Ferris nævner KHL som en mulighed for sin agent, men Tobias Rieders klare førsteprioritet skulle være at blive i NHL, hvor han indtil videre står noteret for 58 point i 154 kampe for Arizona Coyotes, som for tre år siden fik ham i et trade med Edmonton Oilers.