NHL: Svinestreg udløser seks kampes karantæne

NHL’s disciplinærudvalg har fældet dom over Arizona Coyotes-spilleren Zac Rinaldo for en episode, han var involveret i lillejuleaften i en kamp mod Colorado Avalanche.

Den 27-årige Coyotes-forward er blevet idømt seks spilledages karantæne for sit såkaldte “suckerpunch” på Avalanche-backen Samuel Girard. Det afgjorde NHL’s Department of Player Safety onsdag.

Zac Rinaldo stødte sammen med Samuel Girard midt på isen i lørdagens kamp, og ganske umotiveret slog han den unge Colorado-spiller i hovedet. Episoden udløste et større slagsmål, som flere spillere var involveret i.

Karantænen betyder, at Zac Rinaldo ikke er med, når Arizona og Colorado torsdag møder hinanden igen i holdenes første kamp efter julepausen.