NHL: Svensk målmand melder sig VM-klar

Foto: Jan Korsgaard

Sverige skal forsøge at genvinde VM, når årets turnering løber af stablen i Danmark til maj, og arbejdet med at samle et slagkraftigt hold er i gang.

Buffalo Sabres kommer ikke med i NHL-slutspillet, og det er ganske belejligt for Tre Kronor. Der spiller nemlig flere svenskere i klubben, og to af dem melder sig nu klar til at spille VM i Danmark. Det fortæller hockeysverige.se.

Det er målmanden Robin Lehner og centeren Johan Larsson, som meget gerne vil spille VM, hvis de bliver tilbudt en plads i den svenske trup. De to Buffalo-spillere fortæller begge til hockeysverige.se, at de har talt med landstræner Rikard Grönborg om muligheden for at spille VM, og at de er ganske interesserede i at deltage.

26-årige Robin Lehner, som har været Sabres’ førstemålmand i de seneste to sæsoner, har aldrig spillet for Sverige på seniorniveau, og debuten kan altså komme under VM-turneringen i Danmark, hvor Lehner meget vel kunne blive Tre Kronors førstevalg i målet.

25-årige Johan Larsson spillede VM for Sverige i 2012, før han rykkede til Nordamerika og fortsatte karrieren der. Siden er det blevet til 251 NHL-kampe for den dygtige tovejsspiller.

VM i Danmark begynder 4. maj. Sverige spiller i Gruppe A, som afvikles i Royal Arena i København.