NHL: SUVERÆN ANDERSEN førte Toronto til sejr

Sikke et drama i nat Boston – og Toronto Maple Leafs og Frederik Andersen lever endnu i Stanley Cup-slutspillet. 

Danskeren havde hovedrollen i nattens kamp i Boston, blev kåret til First Star og leverede hele 42 redninger for Toronto. Fantastisk præstation af danskeren, der allerede i første periode havde flere store redninger. 

Bruins vandt skudstatistikken klart, Maple Leafs førte 2-0 efter første periode på mål af Connor Brown og Andreas Johnsson, der begge var på pletten inde omkring Tuukka Rask i Boston-målet. 

David Backes reducerede for hjemmeholdet midt i anden periode, men derefter satte Toronto de afgørende stød ind. 

Tyler Bozak satte 3-1’eren og James Van Riemsdyk 4-1-målet inden for blot halvandet minut af anden periode, og så blev resten af kampen en regulær forsvarsfight for Maple Leafs med Andersen i hovedrollen.

Toronto fik mange udvisninger og sloges stenhårdt for at bevare føringen, og træner Mike Babcock måtte konstant bruge sine specialister i undertal. 

Hjemme i Toronto var der massiv opbakning på kæmpe storskærme, og folket kan nu se frem til hjemmekamp i kamp seks på mandag. Endnu et drama er i vente.