NHL: Succes sætter Ehlers i dilemma

Foto: Jan Korsgaard

Winnipeg Jets har haft en forrygende sæson i NHL og er sikre på at komme med i slutspillet for første gang i tre sæsoner. Nikolaj Ehlers glæder sig over holdets succes, selvom det sandsynligvis går ud over en af hans andre drømme.

Hvis Winnipeg klarer sig godt i NHL-slutspillet kommer Nikolaj Ehlers ikke med til VM på hjemmebane, og det ærgrer den 22-årige nordjyde, som dog alligevel ser frem til at spille med om Stanley Cup-titlen.

– Det er en drøm at vinde Stanley Cup, og i år har vi mulighed for det. Med måden vi spiller på lige nu, ser jeg ikke en stor chance for, at jeg kommer hjem til VM. Men hold kæft, hvor ville jeg gerne hjem til VM også, siger Nikolaj Ehlers til Ekstra Bladet.

Winnipeg Jets har kun været i slutspillet én gang, siden klubben rykkede fra Atlanta til Canada. I år har holdet allerede sat 104 point ind på kontoen, og med fem kampe tilbage af grundspillet er Jets fortsat med i kampen om at blive bedste hold og få førsteseedet i slutspillet.

Nashville Predators er dog syv point foran Nikolaj Ehlers og kompagni, så Jets må formentlig indstille sig på, at divisionsrivalerne fra Minnesota Wild bliver modstanderen i første runde af slutspillet. Et slutspil, hvor Ehlers naturligvis håber, at Jets går hele vejen, men hvor en plads på VM-holdet kan blive et fint plaster på såret, hvis Winnipeg ryger ud i en af de første runder.

Nikolaj Ehlers har i denne sæson lavet 28 mål og 28 assists i 77 kampe for Jets.