NHL: Stortalent tradet til Coyotes

Arizona Coyotes har fået fingre i endnu et stort forwardtalent. Klubben fra ørkenstaten har sikret sig canadiske Lawson Crouse i et trade med Florida Panthers.

Coyotes har indvilliget i at tage 30-årige Dave Bolland med i handlen. Den rutinerede canadier skrev for to år siden under på en stor kontrakt med Panthers, men han har siden været plaget af skader. Bollands niveau er faldet markant, og han er ikke længere de $5,5 millioner værd, som han tjener om året.

Florida har derfor ønsket at skille sig af med Bolland for at få større råderum i forhold til lønloftet, og det er nu lykkedes. Arizona Coyotes har accepteret at tage Dave Bollands kontrakt, men prærieulvene får til gengæld aldeles spændende Lawson Crouse med i handlen.

Den 19-årige canadiske powerforward har endnu ikke fået sin NHL-debut, men han gjorde i den forgangne sæson en god figur i OHL. Crouse, der blev taget som nummer 11 overall i 2015-draften, har desuden vundet U20-VM med Canada i 2015, og ved det seneste U20-VM blev han treer på canadiernes interne topscorerliste med fem point i fem kampe.

Arizona har givet et tredjerundevalg i næste års draft, samt et konditionelt andenrundevalg i 2018-draften for de to forwards.