NHL: Stort MEN fra træneren til Mikkel Bødker

Foto: Dinur

Mikkel Bødker har for nylig siddet ude i syv kampe for San Jose Sharks, men danskeren fik sit comeback senest mod Edmonton Oilers, hvor han fik otte minutter på isen uden at gøre sig væsentligt bemærket.

Fair nok efter en lang skadespause, men Bødker har endnu ikke levet op til forventningerne, siden han kom til San Jose, hvor hans comeback i øvrigt sendte Jannik Hansen op på tribunen.

Træner Peter DeBoer siger dog til Mercury News, den lokale avis, der følger Sharks i tykt og tyndt, at Mikkel Bødker har gjort det bedre i indeværende sæson end i fjor, hvor han endte på 26 point i 81 kampe. I år står Bødker på 7 point i 25 kampe.

Omvendt vil DeBoer også se mere til danskeren i den kommende tid, understreger han.

– Han har været bedre i den her sæson, men – og det er et stort MEN – vi skal have mere produktion, og han er ikke den eneste af sin slags. Men spiller du regulært og får du også muligheden i powerplay, behøver du produktion. Han er som sagt ikke den eneste, men det er sådan, det er på bundlinjen, siger DeBoer til Mercury News.

Mikkel Bødker forventes at spille i morgen tidlig dansk tid mod Vancouver Canucks.