NHL: STORT COMEBACK – Boston gik fra 0-2 til 4-2 i første finale

Lad os bare sige, at TD Garden i Boston næsten gik amok “på finsk” i nat dansk tid, hvor hjemmeholdet Bruins leverede et strålende comeback i første Stanley Cup-finale mod St. Louis Blues. 

Boston-mandskabet havde problemer med det altid udebanestærke mandskab fra St. Louis, der bragte sig på 2-0 i begyndelsen af anden periode ved Vladimir Tarasenko. Allerede tidligt i kampen havde Brayden Schenn sørget for den første St. Louis-scoring, og dermed var det opad bakke for Boston. 

Det har det været tidligere i slutspillet, og igen fandt Boston nye folk frem, der kunne levere varen på det rette tidspunkt. Både Connor Clifton og Charlie McAvoy havde kun scoret en gang tidligere i denne sæsons playoff, men begge fik altså scoret i en anden periode, hvor Bruins kom op på 2-2. 

Små seks minutter inde i tredje periode var Sean Kuraly på plads inde foran kassen og sled og slæbte sig til Bostons 3-2-føring, som hjemmeholdet ikke gav fra sig. Brad Marchand lukkede og slukkede i tiden 58:21 og så var Boston altså foran 1-0 i serien om Stanley Cup. 

Dermed kom Bruins sig altså også over en lang kamppause og synes nu at være endegyldig favorit i serien, der i øvrigt er en gentagelse af finalen fra 1970, hvor de to hold også mødtes.