NHL: Storsejr til Washington, storspil af Eller

Washington Capitals er flyvende for øjeblikket. Mere end flyvende.

Ganske overraskende tager hovedstadsholdet nu en 2-0-føring med hjem efter de to første kampe i Conference-finalen mod Tampa Bay, der var favoritter før serien gik i gang – og i øvrigt også det bedst placerede mandskab i grundserien.

Men det er Washington-spillerne pt. helt ligeglade med, og set med danske øjne er det helt fantastisk at se Lars Eller træde frem som en af de mest markante Capitals-spillere i slutspillet.

I nat spillede Lars Eller 17:42 minutter og noterede sig for et mål og to assister i en kamp, som Washington satte sig på, netop da Lars Eller scorede sit mål. I slutningen af anden periode var stillingen nemlig 2-2, da danskeren slog til.

Jakub Vrana fandt en puck nede i hjørnet og sendte den ind til Lars Eller, der fik staven på inde foran og satte 3-2-scoringen. Der var spillet 18:58 minutter af anden periode og blot et minut senere havde danskeren igen en stor andel i et Washington-mål. Han dirigerede en puck ud til Evgeny Kuznetsov, der scorede fra en meget spids vinkel til 4-2. Det knækkede Tampa Bay totalt.

Alexander Ovechkin satte 5-2-målet kort inde i tredje periode, og Lars Eller var der igen ved 6-2-målet, hvor han lagde en fremragende pasning ned i bladet på Brett Connolly, der flåede pucken ind bag Andrey Vasilevsky i Tampa-målet.

Sikke en aften for Lars Eller, der ganske enkelt spiller i storform på det rette tidspunkt. Han fik prisen som Second Star efter nattens kamp.