NHL: Storsejr sendte Sharks i conference-finalen

San Jose Sharks blev som det sidste hold klar til conference-finalerne i NHL, da de torsdag sendte Nashville Predators ud af slutspillet om Stanley Cup-trofæet med en sejr på hele 5-0.

Spændingen fes forholdsvis hurtigt ud af den altafgørende kamp i serien mellem de to hold, som havde delt de første seks kampe ligeligt imellem sig. Endnu en gang slog San Joses rutinerede spillere tonen an, og med periodecifrene 2-0, 1-0 og 2-0 sikrede de sig billetten til finalen i Western Conference, hvor hajerne nu står over for St. Louis Blues.

Joe Pavelski, Joel Ward, Logan Couture, Joe Thornton og Patrick Marleau scorede målene for Sharks i torsdagens kamp syv, hvor værterne viste stor styrke i powerplay. San Jose omsatte to af deres tre overtalssituationer til mål, og det var medvirkende til, at Predators aldrig fik muligheden for at komme tilbage i kampen.

Skuffelsen er nok forholdsvis står på Nashville-mandskabet, som gik videre fra første runde i slutspillet med en kamp syv-sejr over Anaheim Ducks. Det er ganske vist ingen skam at ryge ud til et velkørende Sharks-hold, men Predators havde i år en gylden mulighed for at nå langt i slutspillet, hvor forhåndsfavoritterne Los Angeles Kings, Chicago Blackhawks og Anaheim Ducks røg ud i første runde.

Flere af Nashville-profilerne havde svært ved at finde deres højeste niveau frem, da det virkelig gjaldt, og særligt svenske Filip Forsberg kritiseres for at have været for usynlig i slutspillet. Den 21-årige svensker, som nettede 33 gange i grundspillet, scorede kun to mål i slutspillet, hvor han lavede fire point og blev noteret for -11 i plus/minus-regnskabet.

Sæsonen er nu slut for Nashville-spillerne, som potentielt kan forstærke flere af holdene ved VM. Særligt Sverige har gode muligheder for at tilsætte nogle NHL-spillere, hvis folk som tidligere omtalte Filip Forsberg, Calle Järnkrok, Viktor Arvidsson og Mattias Ekholm ønsker at spille for Tre Kronor i Rusland.

San Jose Sharks er til gengæld i sin første conference-finale siden 2011. Her står de over for St. Louis Blues, og ingen af de to hold har prøvet at være i en Stanley Cup-finale i den moderne NHL-æra, så det ligger helt fast, at Western Conference i år bliver repræsenteret ved en “ny” finalist.

Se højdepunkter Sharks’ storsejr her: