NHL: STÆRK Ehlers er “The Danish Rocket” og 1ST STAR

Foto: Jan Korsgaard

Godt nok blev det “kun” til en enkelt assist for Nikolaj Ehlers her til aften for Winnipeg Jets, men danskeren var manden i centrum i kampen i Calgary, som Winnipeg endte med at vinde 2-1 efter straffeslag.

Blake Wheeler satte det afgørende straffe på Mike Smith i Calgary-målet til stor, stor jubel for holdkammeraterne og dermed konsoliderede Jets altså holdets nuværende plads i slutspillet på den vanskelige udebane i Calgary. 

Nikolaj Ehlers var i billedet i tv-transmissionen konstant og fløj flere gange op gennem Flames-forsvaret – og angrebet – med sit karakteristiske og lynhurtige skøjteløb. 

Det var en regulær fornøjelse at se på, og kommentatorerne talte om, at Ehlers af en tidligere juniortræner var blevet sammenlignet med “The Russian Rocket”, Pavel Bure, den legendariske russiske angriber. 

Så måske aalborgenserens øgenavn kunne være “The Danish Rocket”?

Nikolaj Ehlers blev kåret til First Star i kampen, men blev frarøvet matchvindertitlen af en fremragende Mike Smith i Calgary-målet. Otte sekunder inde i tredje periode fik Ehlers perfekt skudhold tæt under mål, men på en eller anden måde klarede Smith at få gribehandsken på plads og snuppe pucken.

Begge måtte lige kigge en ekstra gang, mens tilskuerne jublede over den fænomenale redning i en underholdende ishockeykamp, som Jets altså sluttede med at vinde 2-1.