NHL: Søgaard står til at gå som målmand nummer to i draften

Danske Mads Søgaard nærmer sig karrierens hidtil største dag. 

Han draftes efter al sandsynlighed i Vancouver 21. juni, hvor han forventes at gå som målmand nummer to efter Spencer Knight, der synes stensikker som den bedste målmand og betegnes som en “ny Carey Price”. 

Det er i hvert fald NHL.com’s vurdering. NHL’s officielle hjemmeside har talt med Al Jensen fra NHL’s Central Scouting og har bedt ham rangere de 10 bedste målmænd i den kommende draft, og her kommer Søgaard ind på en glimrende andenplads. Han bliver beskrevet således: 

– Han var den stærkeste rookiemålmand i WHL i den forgangne sæson med en GAA på 2,64 og en redningsprocent på 92,1. Han registrerede tre shutouts i 37 kampe. Han stod med en redningsprocent på 91,9 i seks slutspilsskampe. Jensen (fra NHL’s Central Scouting) siger, at Søgaard minder ham om Nashville-målmanden Pekka Rinne. Søgaard fylder meget i målet, positionerer sig flot i målet og har meget stor “rebound-kontrol”, lyder det. 

Det er helt i trit med de øvrige prospect-rangeringer, hvor Mads Søgaard i langt de fleste tilfælde rangeres som næstbedst af samtlige målmænd.